Tekst af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie (2009)

I 1717 malede Antoine Watteau billedet ”Afrejsen fra Kythera”. I dette ser man en flok yngre adeligt klædte mennesker tage afsked med hinanden og den ø, hvor de har tilbragt en stund med at kurtisere hinanden på den galante måde, der kendetegnede rokokotidens overklasseliv. Stemningen er som i ”En Skærsommernatsdrøm”: magisk, fortryllet, sensuel og ikke så lidt melankolsk, præget af visheden om, at eftermiddagsflirteriet, ligesom livet i sig selv, kun er en flygtig parentes i den ubønhørlige kværn, der hedder tiden.

Nu lever vi ikke længere i rokokoalderen, men derfor kan man alligevel godt tale om, at visse elementer, visse følelsesmæssige akkorder, kan genfindes i nutidens verden. Janie Lavigne’s malerier udstråler således den samme bittersøde fornemmelse for en svunden tid.
Her er det imidlertid ikke adelstandens glæder og sorger, der vises, men ganske almindelige moderne menneskers, som man finder dem gengivet i familiealbummets snapshots. I kunstnerens tilfælde fotografier fra hendes egen slægt og familie.

Det bemærkelsesværdige er, at Janie Lavigne i sine malerier opererer med den samme fornemmelse for tidens dobbelte natur som Watteau. For at opnå denne virkning har hun først udvisket personernes ansigtstræk, så vi ikke længere ser konkrete mennesker for evigt fastfrosset i eksempelvis en typisk turistpositur fra en charterferie i 1960´erne. For yderligere at understrege det tidløse og almenmenneskelige i sine billeder har kunstneren med mere eller mindre kraftige ikke-naturalistiske penselstrøg ophævet fotografiernes binding til en bestemt epoke og lokalitet.
Personerne befinder sig nu i et tidsmæssigt vakuum i positurer, der afslører præcis de samme drømme, sorgløse lege, forhåbninger om lykke og frygt for tab som os beskuere. Det er derfor, malerierne siger os så meget. Vi kan leve os ind i dem og identificere os med de agerendes følelser.

Der er imidlertid endnu et aspekt ved Janie Lavigne’s malerier. Et aspekt, som også har med tiden at gøre. Ganske vist er de portrætterede personer gengivet udenfor konkret tid og sted, men de befinder sig ikke i et tidløst rum. Kunstneren introducerer nemlig en slags maleriets egen tidsopfattelse. I de to malerier med titlen ”Overgang II” og ”Udsigt” er hovedpersonerne, henholdsvis en dreng og en voksen kvinde, vist i noget, der kun kan karakteriseres som abstrakte landskaber. I disse zoner bygget op af adskillige farvelag ser man kvinden stirre mod en blåsort grottelignende masse, mens drengens ansigt på det nærmeste glider over i en aflang råhvid form, der kan tolkes som en lysning, ikke kun i bogstavelig, men også i overført betydning.
Vælger man som undertegnede at læse de to malerier symbolsk er drengen ved at indgå en symbiotisk forløsning med universet, altet eller hvad man nu vil kalde det, mens kvinden endnu ikke har truffet sit valg og derfor kun kan betragte den blåsorte masse, et billede på selve den eksistentielle livssituation, på afstand. Med lige dele håb og frygt. I adskillige af kunstnerens andre malerier kan man finde tilsvarende passager, hvor hovedpersonen konfronteres med en symbolsk valgsituation, en eksistentiel prøvelse.

Det vigtige er, at Janie Lavigne med sine malerier lægger op til beskuerens aktive medvirken. Der er tale om åbne billeder, hvor enhver har lov til at tolke motiverne på sin egen måde, med sine egne drømme og med sin egen livserfaring. Vi får ikke presset noget ned over hovedet. Tværtimod appelleres der til vores fantasi og egen digteriske medskaben. Dette er utvivlsomt Janie Lavigne’s største fortjeneste.